Undervisningsforløb med animeret yoga og eventyr

Høst lækre pædagogiske værktøjer – streaming af et undervisningsforløb med animeret yoga og eventyr

At dyrke børneyoga online skaber sammenhold, giver pædagogisk frihed og derved en mulighed for at observere både det enkelte barn samt gruppedynamikker i både aktiv og passiv tilstand.

Qua mit arbejde med børn og unge i  mere end to årtier, så er der snuset til en hel del savsmuld i manegen og mange erfaringer er draget. Personligt er jeg stor tilhænger af diversitet, fornyelse og fordybelse i alle aspekter af mit arbejde og bruger det flittigt i min formidling af, hvad jeg mener at være de ypperste værktøjer, som jeg kan give børn med i deres livsmestring.

Som garvet idræts/socialpædagog samt fysiurgisk massageterapeut har jeg såvel set, mærket og oplevet børnestress på første parket, og udviklingen i børns hverdagsliv fra da til nu er mildest talt skræmmende i min optik. Diagnosticeringer, medicinering, fedme, angst og depressioner er mangedoblet hos børn og unge i disse tyve år og WHO´s forudsigelser om, at stress er den største folkesygdom i 2020, mener jeg rammer lige i bulls eye. 

Stress er en dræber og koster rigtig mange samfundskroner, der er virkelig god grund til at sætte præventivt ind allerede hos de små årgange.

Hvad koster stressen i samfundet?

  • 1,5 million ekstra fraværsdage pga. sygdom om året pga. stress
  • Sygefravær grundet arbejdsbetinget stress koster det danske samfund 27 mia. kr. årligt.
  • Der bruges 14 mia. kr./år i samfundsudgifter, i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsenet pga. stress http://www.stressforeningen.dk/stress-og-statistik/ 

Derfor gik jeg all in på at skabe et univers for børn, med kropslig og sjælelig fordybelse i højsædet. en præventiv modvægt til mange af de dystre stigninger og et pædagogisk værktøj med mange variationsmuligheder og fordele.

For at ramme bredt og vidt i et undervisningsforløb, så kræves der ordentligt undervisningmateriale og en online version, der ikke forringer den intention som hele konceptet bygger på. Trods min vilje til det, så kunne jeg ikke egenhændigt have tusinder af børn på måtterne foran mig og sprede zen i en større skala end hidtil gjort. 

Udfordringen bestod i, ikke at miste den nærhed som yoga og historiefortælling giver i en gruppe med børn, når man som voksen pludselig ikke er den “udøvende” kunstner.

Dette løste vi via sjov 3d animation til børneyogaen og hjælp fra skuespilleren Kasper Leisner til den dramaturgiske oplæsning af eventyret.

Yogastream til børn er ikke blot underholdning, men også et værktøj i et undervisningsforløb.

Hvis vi vælger at prøve kræfter med streaming af børneyoga, så popper der pædagogiske fordele op som vi kan anvende særdeles givtigt. Da jeg overlod min yogamåtte og styringen til mine 2 animerede aber, gav det mig pludselig frihed til at anskue anderledes og til at finde ud af hvilke fordele det ellers kunne bringe med sig. Mit fokus kunne flyttes fra at være den styrende, til at være den deltagende eller observerende.

Som deltagende yogi er jeg nu en del af flokken og får både gavnen af yogaen, samt det fælles tredie der opnås ved at dele oplevelser i børnehøjde. Styringen er væk og jeg følger blot med og nyder på helt lige fod med børnegruppen.

Jeg kan også vælge at træde et skridt baglæns og udelukkende observere og lægge fremtidige pædagogiske strategier for gruppen som helhed, eller i individuelle problemstillinger der kræver pædagogisk støtte og indsats.

Især disse punkter drager jeg stor nytte af som observatør i min pacificerede rolle:

  • Iagttagelse af individuelle grov og finmotoriske udfordringer i yogaflowet
  • Iagttagelse af gruppedynamikker og forståelse i samarbejdsøvelserne
  • Iagttagelse af børnenes stresstilstand i storytellingen
  • Efterfølgende eksistentielle snakke om dilemmaerne og tematikkerne i eventyret
Yoga streaming giver mig mulighederne for at erfare, hvor jeg bedst muligt sætter ind pædagogisk. 
  • Motorisk kan jeg tilrettelægge nye forløb for den eller de børn som behøver det
  • Gruppedynamisk kan jeg iværksætte tiltag eller parre visse børn bevidst i samarbejdsøvelserne, for at fremme venskaber eller mindske mobning
  • Terapeutisk kan jeg hjælpe børn kognitivt hvis de har svært ved at holde fokus, koncentrere sig eller huske
  • Dannelsesmæssigt kan jeg arbejde med gruppeproblematikker ved at lave referencerammer til eventyrets handling, tematikker og moraler

At inddrage børneyoga via streaming behøver ingenlunde at medvirke til en uengageret voksen, tværtom breder det paletten ud og kreerer andre strenge man kan benytte sig af i sin pædagogiske og didaktiske praksis. Det at følge et tilrettelagt undervisningsforløb giver både den viden og knowhow der følger med, samt muligheden for at trykke lidt ekstra på lige præcis de knapper man finder hensigtsmæssige for børnene.

Præventive modvægte til stress er for mig at se essentielt at have med i ethvert undervisningsforløb. Hvis kurverne skal knækkes er den tidlige indsats alfa og omega, vi kan og bør give de små poder de bedste værktøjer med i bagagen når det handler om håndtering af stress i enhver afart. 

Mit pædagogiske “opråb” bør ikke klinge hult, vi bør af alle grunde få så mange børn med på yogabølgen som muligt. Yoga streaming eller ej, bevægelse og mental sundhed skal prioriteres endnu mere nu end nogensinde før.

God fornøjelse med børnene derude, lad pulsen stige og dale med kontrol på måtterne.

Namasté <3

Skab udsigt til indsigt med børneyoga, sanseberigelse og eventyr

Der er store fordele at høste når storytelling og eventyr inddrages aktivt i børns hverdag, især kombineret med børneyoga blendes en cocktail af zen for alle parter.

En god fortælling skaber reflektion hos læseren eller lytteren og skaber rum til forundring og læring. Det er dog særdeles vigtigt, at vi som voksne er dygtige til at skabe den rigtige ramme hvori historien skal fortælles og formidles. Om det er i de hjemlige rammer, i klasselokalet eller i en sal, så sørg for at brug de faciliteter I har til rådighed, så hyggen er i højsædet. Inddrag lækker belysning, tæpper og puder, træk gardinerne for og lad historien udfolde sig i en ramme hvor mange sanser stimuleres.

I min passion for børns udvikling og selvindsigt, er børneyoga en perfekt platform at fortælle den gode historie efter og ud fra. Børnene får brændt krudtet af og finder sit zen i kroppen, herved åbnes sindet for stimuli og vi kan dykke ind i eventyr med de tematikker, som vi finder vigtige for barnet eller børnene. Desuden kan der fint bindes sløjfer mellem fortællingen og selve yogaen, ved at inddrage yogaens figurer eller filosofierne bag, i sit fortælleunivers.

Den gode historie lærer os om livet, os selv og hinanden og den kan med fordel bidrage til at børn styrkes i deres interkulturelle forståelse. Historier kan give børn adgang til velkendte dilemmaer de selv bokser med i deres livsmestring og åbne op for samtaler af stor værdi. Tillige kan de åbne op for verdener og moralske værdier, som de endnu ikke har mødt på deres vej. Som fortæller og formidler besidder man en kiste af guld som man frit kan plukke fra og strø over fortællingen, for at gøre den vedkommende, lærerig og fængende. 

Der er unægteligt store følelser i spil hele livet igennem, og at kunne navigere i og reagere sundt og rationelt på dem så tidligt som muligt, er i min optik af afgørende betydning for, hvordan et barn senere hen klarer sig i sociale sammenhænge og i perioder med modgang og udfordringer. Den gode historie er her medvirkende til at få sat gang i reflektion og stillingtagen til værdier og de store følelser.

Som formidler velsignes man yderligere ved at være bevidst om, hvad enhver god fortælling også fremmer hos børnene.

Et utal af fordele til barnets og klassens værktøjskasse opnås ved brug sansestimuli

I familie og klassedynamikker findes der altid ebbe og flod, vi veksler mellem utallige gøremål og har både som forældre og pædagoger/lærere øje for at guide bedst muligt. Når tiden afsættes til nærhed med historiefortællinger dannes også erfaringer og oplevelser sammen, vi kommer ned i tempo og dyrker det fælles tredie. 

Ifølge WHO er stress den største sygdomsbelastning i den vestlige verden i 2020 og mange børn lider af kognitive forstyrrelser grundet en alt for stor belastningstilstand i hjernen. At være stressede, angste og ude af balance giver kognitive vanskeligheder såsom at holde koncentrationen, bevare overblikket og huske. 

Dette er vand på møllen til argumenterne for, at vi voksne i endnu højere grad bør prioritere det fælles tredie via gode historier og afstresning der går hånd i hånd.

Historier opøver beviseligt børns evne til at koncentrere sig og huske, de udvider ordforrådet og fremmer læselysten. Derved styrkes deres læse og skrivefærdigheder samt deres kendskab til forskellige genrer. Fantasien og barnets kreativitet er også parametre der får et stort nøk opad, når vi inddrager dem i vores fortællinger. 

Personligt ynder jeg at kombinere mine eventyr til børn med yoga og flere andre sansestimuli. Som tidligere nævnt er det min erfaring, at man med et afslappet sind og skærpede sanser, skaber en endnu bedre ramme for en fortælling og giver børnene rum til at leve sig ind i den med stor ildhu.

Jeg inddrager både lydterapi, massageterapi, kunst og dramaturgi udover yogaen som mine formidlingsværktøjer, dette er jo ikke alle forundt og det kan gøres i mindre skaleringer også med virkelig positiv effekt.

Ved at samarbejde med en skuespiller der indspiller historien, har jeg oprustet mine eventyr til et plan jeg ikke selv er dygtig nok til dramaturgisk. Den lydterapeutiske del med underliggende hertz i de musiske indslag, fremmer børns fokus i indledningen og nye hertz fremmer afslapningen når dagens eventyr sluttes. Dette samt lydeffekter der understøtter handlingen i fortællingen, er ej heller min spidskompetence, så her hentes også professionel hjælp. Da jeg også ønsker at understøtte mine eventyr visuelt, samarbejder jeg med en illustrator om at formidle yogaen og magien, så universet står endnu klarere for børnene. 

Disse tiltag kombinerer jeg så med massageterapi som jeg kan formidle, således at børnene kan vælge om de vil massere hinanden under historielytningen, eller nyde yogaens shavasana og fortællingen i ro og mag.

Der findes så mange gode grunde til at fortælle den gode historie og så mange måder at gøre det på, så dette indlæg er til eventuel inspiration og en indsigt i hvad vi også kan gøre, for at opnå endnu bedre og sjovere gennemslagskraft i vores formidlinger af historier til børn. 

Lad eventyrene udfolde sig og giv børnene ro til at fordybe sig i den gode fortælling. 

Yoga og eventyr styrker børns immunforsvar

Kong Vinter banker på og der er vira i luften, dryppende snuder samt feber i sigte. Hvor skal fokus lægges for både at skabe den bedste balance i et barns immunforsvar og samtidigt styrke det?

Motion er det rigtige og åbenlyse svar, men motion alene giver ikke den ønskede effekt uden den rette hvile og restitution. Børn i dag har et hektisk og meget omskifteligt liv hvor få ting er forudsigelige, så det handler ikke bare om at brænde endnu mere krudt af, så kroppen pludselig tærer på immunforsvaret, dette er jo ikke er hensigten ved at være aktiv.

En stresset krop såvel som en ikke aktiv krop er i ubalance og kan ikke på optimal vis bekæmpe de vira som barnet udsættes for, men her kan børneyoga gøre en fundamental forskel på evnen til at bekrige de bakterier, som vore kroppe ikke hilser velkomne. Ved at give krop og sind lov til ikke at forcere noget, skulle præstere og opnå medaljer og hæder, så skabes der rum til at mærke yogaens effekt i nuét og bestemt også på sigt.

Yoga reducerer beviseligt kroppens stresshormoner som kompromitterer barnets immunsystem

Foruden at sænke adrenalin og kortisolniveauet i barnets krop, så optimeres immunforsvaret på flere andre parametre hvis vi fremmer børns nysgerrighed og leg på yogamåtterne. Når vi strækker og bøjer os med en højere bevidsthed og kontrol, så giver vi vores bindevæv den fornødne tid til at blive strukket ud, så det iltede blod passerer friere til vores muskler og organer for at sikre optimal funktion. En bevidst vejrtrækning styrker hele barnets respirationsformåen og ilter lungerne med kontrol og ikke via forpustelse. Lymfesystemet aktiveres og giftstoffer udskilles fra kroppen. Dette er alle de helt rette funktioner at sætte i spil når et stærkere immunforsvar skal opbygges. Men kroppens stressniveau er langtfra den eneste faktor der gør sig gældende, et stresset barnesind er den rene gift for immunforsvaret.

Børneyoga guider børn til et mindre stresset sind

I et sædvanligt yogaflow for voksne sluttes der af med cirka 4-5 minutter i yogaens hvilestilling savasana, dette skaber rum til at mærke den fulde effekt af det flow man lige har gennemgået. Når vi som voksne inviterer børnene med på måtterne, kan vi med stor fordel drage nytte af det fælles tredie og et terapeutisk rum til fordybelse, nærvær og omtanke for at give børnene en anderledes mulighed for at mærke sig selv. Her er lydterapi og eventyr et sublimt pædagogisk instrument til at skabe “børne-savasana”, da masser af sanser stadig stimuleres og forkæles i samme nu som kroppen får lov til at mærke energierne strømme rundt. At “bare” ligge stille og mærke efter er ikke udslagsgivende nok for et barn, tag dem med på eventyr, guidede meditationer lad de rigtige hertz ramme deres øregange, så er det pludselig grobund for at vi kan skabe en større bevidsthed om egen krop hos dem og et holistisk selvbillede der viser dem at sjæl, sind og krop kan plejes i harmoni og ro.

At “forene” sjæl, sind og krop med yoga for børn, er et blødt men kraftfuldt værktøj for familier, pædagoger og lærere i mange henseender. Vi kan nå ind til vores børn i en renere kerne og fremme så mange aspekter, der giver dem styrke til at håndtere de udfordringer som livet byder os fysisk og mentalt. Vi kan åbne op for følelsesmæssige svære emner og berøre flader som ellers ville kunne udmunde i pjat eller konflikt i en normal dagligdagssituation. Forældre og personale der dagligt guider de små poder i livsmestringens svære kunst, henter lutter fordele ved at inddrage børneyoga i familielivet eller i barnets institutionelle hverdag. Lad os i endnu højere grad styrke børnenes fysiske og psykiske immunforsvar og give dem yogaens gaver med på deres vej.

Allan Olesen
Yogizoo

 

 

Stress i folkeskolen

Tårnhøje faglige og sociale krav til eleverne har en skyggeside der varsler ilde, stress i folkeskolen er ikke længere til at overse.


Tallene taler deres tydelige sprog når stress-statistikkerne gennemgås og det er ikke munter læsning. WHO´s forudsigelse om at stress i år 2020 vil være den største sygdomsbyrde, holder desværre nok stik hvis min optik inddrages.

I de sidste 20 år har jeg arbejdet med børn og unge i Danmark, både som pædagog og fysiurgisk massageterapeut.

Måske derfor er jeg ikke så chokeret som man burde være over den eksplosive vækst der kan måles i mistrivsel hos børn, men forfærdet det er jeg. Årsagerne til stress i folkeskolen er mange og komplekse, at mestre både livet indefra og presset udefra i den grad børn føler de skal, er urimeligt og uopnåeligt for de fleste.

Som nævnt har jeg oplevet denne dystre stigning fra første række igennem de sidste 20 år. Børn skal i dag præstere på et helt andet niveau end tidligere og det fører til mistrivsel og lidelser som mange danske børn bukker under for. Hvad fortæller tal og statistikker på området os i felten? Lad os kigge lidt nærmere på det.

På 20 år er sket følgende stigninger:

  • Nervøse og stressrelaterede tilstande hos børn er tidoblet på 20 år
  • Børn udgør i dag mere end 20% af diagnosticeringer mod 10% for 20 år siden
  • Angst, depressioner og spiseforstyrrelser er hos børn fordoblet de sidste 10 år

Stress i folkeskolen har og får heldigvis større og større opmærksomhed fra alle involverede faggrupper. Hvad er det vi kan se hos børnene som ikke klarer ”cuttet”?

Et stresset og presset barn reagerer ofte uhensigtsmæssigt i sin adfærd, værktøjskassen er tom for den sunde interaktion og livsmestringen er i bund. Der er tydelige tegn på stress hos dit barn hvis barnets adfærd er præget af:

  • Tristhed
  • irritabel / opfarende interaktion
  • opmærksomhedskrævende samvær
  • indre og ydre uro
  • manglende koncentration
  • manglende overblik / glemsomhed
  • social distancering

Stress i folkeskolen og i børnelivet generelt fører også mange fysiske symptomer med sig. Her skal man være opmærksom på røde flag hvis barnet:

  • Ofte lider af mavepine og afføringsproblemer
  • Ofte klager over hovedpine og kvalme
  • Udviser et ændret spisemønster
  • Bryder et sundt søvnmønster
  • Klager over ledsmerter
  • Begynder at få nervøse trækninger
  • Oplever forværring i kroniske sygdomme
  • Får et nedsat immunforsvar

Hvad kan vi som fagpersonale og forældre stille op mod stress i folkeskolen og i børnelivet generelt?

Mit bud er børneyoga i daginstitutioner, indskolingsklasser og i hjemmet. Lad børnene stifte bekendtskab med yogaens magi i så tidlig en alder som muligt, det vil med stor sikkerhed opgradere deres værktøjskasser i livsmestringens svære kunst.

Ikke alene er yoga for børn sjovt og berigende i mange aspekter, men det giver også barnet en følelse af at lære sig selv bedre at kende både mentalt og fysisk. Børneyoga fremmer den ikke-konkurrenceprægede kropsbevidsthed og det mentale overskud, hvilket er alfa-omega for at modstå det enorme pres udefra.

Ved at rette fokus indad styrkes barnets sociale kompetencer, den empatiske formåen og sammenhængen mellem krop, sind og sjæl gøres tilgængelig.

Stress i folkeskolen kan sænkes hvis børneyoga implementeres og gøres mere synlig for især de mindre klassetrin. Man kan ikke vinde VM i yoga og yoga for børn gavner både sammenholdet og det enkelte barn på måtten, uden at skabe forventninger om guldmedaljer senere hen i livet.

De fysiske og mentale vindinger som børneyoga giver, er et af de bløde våben vi kan anvende som modtræk til de hårde facts som statistikkerne viser os.

At skabe udsigt til indsigt er i min optik den største og mest værdifulde gave vi kan give til børnene på vores klode, så af med sokkerne og frem med måtterne såvel i undervisningsøjemed som hjemme på stuegulvet. Yoga for børn er en gave der aldrig kommer dårligt igen.

Namasté

Allan Olesen, CEO Yogizoo

Yoga for børn

Med 5000 år på bagen spreder yoga sig stadig som en sand steppebrand i den vestlige verden og yoga for børn vinder indpas i såvel institutionerne, skolerne og hjemme i stuerne.


Hvilke fordele fører det så med sig at implementere yoga i børns dagligdag, er det givtigt at de små poder strækker og bøjer sig, lærer at trække vejret med ny kontrol og finder en indre ro?

Det korte svar er JA! Herunder vil jeg nærmere redegøre for hvilke styrker og fordele børneyoga bidrager med, såvel i fællesskaber som i familiens skød.

Med en holistisk tilgang ser man på sammenhænge mellem de dele, der udgør et menneskes liv. Krop, sind og sjæl er én enhed og trives bedst når en balance findes heri.

Børns liv i dag er præget af utroligt mange facetter som bringer stress, uligevægt og lavt selvværd med sig. Hvad vil yogaen kunne bidrage med for at nedtone det travle og omskiftelige børneliv?

Hvis vi starter med de rent fysiske fordele, så fremhæver jeg dem der i min optik især giver børn gavnlig effekt.

Først og fremmest er jeg stor fortaler for at fremme en ikke-konkurrencepræget kropsbevidsthed hos klodens børn, det er ikke altid vigtigt at skulle eller kunne måle sig med andre qua en konkurrence. At mærke egne fremskridt i en løbende proces på yogamåtten, er særdeles sundt og berigende.

Hernæst er der de helt åbenlyse fysiologiske vindinger som børneyoga giver. Yoga strækker og forlænger muskulaturen og bindevævet, mobiliteten i leddene øges betragteligt og knoglernes densitet styrkes samtidigt med at der faciliteres vægttab.

Yoga for børn forbedrer hele kropsholdningen, da udholdenhed, motorik, smidighed og koordination forstærkes via flowyoga. Energi og vitalitet øges også via forbedret respiration og blodcirkulation.

At styrke børns immunforsvar nu og på den lange bane er en gevinst der nærmest ikke kan værdisættes, yoga sænker mængden af stresshormonerne noradrenalin, adrenalin samt kortisol der i høj grad er medvirkende til mistrivsel ved for høj forekomst i den menneskelige organisme.

WHO´s dystre forudsigelse om at stress i 2020 udgør den største sygdomsbyrde, skal der ikke tages let på, ej heller Unicefs beregninger der viser at 380 millioner børn og unge i dag er svært overvægtige på verdensplan. Yoga for børn er et særdeles effektivt våben mod disse triste fakta.

Blodtrykket, blodsukkeret og kolesteroltallet sænkes og kroppens celler bliver bedre til at optage ilt, samtidigt med at mængden af røde blodceller forøges. Stofskiftebalancen forbedres desuden betydeligt når yogaen bliver en del af hverdagen.

Yoga beroliger hele nervesystemet og forbedrer med garanti søvnmønsteret for enhver udøver.

Som nævnt tidligere anser jeg børns trivsel i et holistisk perspektiv, så det er ikke nok at anskue de fysiske fordele isoleret. Yoga for børn giver velvære i sindet og styrker mange væsentlige faktorer, der er værd at nævne, for at kende omfanget af yogaens gavnlige effekter.

At få yogaen ind i kroppen styrker også barnets evner til at fokusere og koncentrere sig i indlæringsøjemed, det afstedkommer en forbedret selvdisciplin og viljestyrke, der utvivlsomt vil udmønte sig i bedre resultater rent skolemæssigt.

Et generelt øget selvværd og selvtillid giver børn tro på egne evner og øger dermed optimismen, fantasien og kreativiteten til opgaveløsning på et højere og mere komplekst plan. Med yoga følger oftest et mere åbent sind, der øger evnen til at samarbejde og gøde fællesskabet med positiv energi.

Børneyoga styrker hjerne-krop forbindelsen og giver et sundere selvbillede, hvilket fører til en øget følelsesmæssig kontrol. Evnen til også at håndtere skuffelser i hverdagen er meget vigtigt at kunne beherske og også her danner yoga grundlag for at styrke denne evne. Stress, frygt og bekymringer rammer os alle i større eller mindre grad, så jo tidligere barnet lærer at mindske negative følelser, des bedre er værktøjskassen fyldt når livet gør ondt.

Mange børn har et sværere og mere udfordrende liv end andre. Yoga for børn med udfordringer har en beviselig og enorm gavnlig effekt.

Hvis yogaen implementeres i disse børns dagligdag, så mindskes symptomerne fra neuropsykiatriske lidelser som ADHD og skizofreni, OCD ramte børn vil mærke en væsentlig reduktion i tvangshandlinger og børn ramt af angst og fobier vil ligeledes opleve en mærkbar reduktion af det ubehag disse lidelser bringer med sig.

En styrket følelsesmæssig kontrol er af afgørende betydning for at dæmme op for den mangedobling af diagnosticeringer børn i dag mødes med.

ZEN er følelsen af komplethed, en følelse af en sund og nærende balance mellem krop, sind og sjæl og en øget tilstedeværelse i nu´et. Yoga for børn er en platform og et fundament de kan nære godt af på alle planer. Med stimulerede energicentre vil ethvert barn opleve en øget selvbevidsthed og dermed stimulerer yogaen også evnen til refleksion samt empati.

Den kolossale øgning af især stress hos børn, som jeg i mine virker som idrætspædagog og fysiurgisk massageterapeut har oplevet igennem 20 år, overmandede mig for alvor i 2016. Derfor satte jeg alle sejl ind på at skabe et anderledes og sjovt univers med Yogizoo.

Hvis vi skal knække de foruroligende tal og fakta som taler imod sunde børneliv, så kan vi ikke starte for tidligt med at skabe et positivt og holistisk selvbillede i børnene.

Yoga for børn kan i min optik ikke promoveres nok. Hvis vi guider børn i hvordan positive oplevelser manifesteres i deres stressende hverdag, så er et vigtigt skridt taget henimod det berømte ZEN.

Lad os skabe udsigt til indsigt.

Namasté

Allan Olesen, CEO Yogizoo

Børneyoga boomer

Indenfor børneyoga ses en eksplosiv vækst i daginstitutioner og skoler i Danmark. Flere og flere børn stifter bekendtskab med yoga i en tidlig alder, også i hjemmene og yogacentrene.


For at undgå fejl og dumme skader, så er det essentielt lige at sætte sig ind i de vigtigste tommelfingerregler når voksne og børn mødes på måtterne.

Yoga er ikke farligt, den eneste risiko er fibersprængninger og børn under 10 år får ikke fibersprængninger.

De stillinger som er svære for voksne (såsom duen) er ikke svære for især de mindre børn.

Pas på med at overstrække, læg ikke vægt på børnene og når de strækker hinanden i partnerøvelser, så vær opmærksom på, at de ikke strækker hinanden mere end de selv synes føles godt.

Der er heldigvis ikke så mange hypermobile børn. Det vigtigste er at styrke børnenes muskler. Undgå derfor altid at overstrække deres knæ og albuer.

 

5-7 år:

  • Giv børnene så få instrukser som muligt, det er ikke vigtigt at de står helt korrekt i en stilling (at knæ er lige over anklen osv.) Gør eventuelt stillingerne dynamiske (Som frøen der hopper), forsøg at holde dem i stillingen længere tid, hold eventuelt i hånd ved balanceøvelserne.
  • Pas på hypermobilitet og undgå hovedstand (Klovnen), men stå gerne på hænder eller lav kolbøtter i stedet.
  • Åndedrætsøvelser er gode, men ikke tilbageholdelse af åndedrættet

7-12 år:

  • Fokuser nu på højre/venstre – foroverbøjninger er svære for børn i denne alder, bagoverbøjningerne er nemmere. Det er stadigvæk ikke så vigtigt at børnene står korrekt i stillingerne, fokuser hellere på at rose dem for at gøre deres bedste.
  • Giv flere instrukser end til de helt små, hovedstand (Klovnen) er nu helt ok. Styrkelse af mave og ryg er godt for især pigernes lændesvaj.
  • Vær stadig varsom med at tilbageholde åndedrættet.

12-

  • Børnene kan nu næsten være med på niveau med de voksne, øv at stillingerne bliver mere korrekte i udførelsen.
  • Tilbageholdelse af åndedrættet er nu ok.

 

Når de voksne i form af forældre, lærere eller pædagoger hopper med på måtterne i et forløb med børneyoga, så kræves der heller ikke her nogle særlige forudsætninger. Yoga ER for alle og der er ikke en facitliste over hvor dybt man skal gå i nogle stillinger, dette er en proces som man helt naturligt mærker forandrer sig jo mere yoga der dyrkes.

Dog kan en voksen udøver jo være gravid, så derfor giver det også god mening at nævne hvad der skal tænkes på i et sådant tilfælde

Er du gravid kan du i realiteten lave det samme som før din graviditet, der er dog visse forholdsregler du kan tage:

  • Skulle graviditeten være kompliceret af svangerskabsforgiftning, bækkenløsning eller andet bør du søge samråd med læge eller jordemoder.
  • Du må ligge på maven så længe som det føles behageligt for dig.
  • Når maven vokser, skal du i foroverbøjninger gøre plads til den ved at adskille benene mere og mere.
  • I takt med at maven vokser har du ikke brug for at lave bagoverbøjninger, gå derfor kun så langt at det ikke strækker for meget.
  • Er der for meget stræk på maven i tvist eller ikke plads til maven, roter da til modsatte side eller lav rotationen mindre.
  • Du må stå på hovedet så længe du kan få maven med op.
  • Vær deslige opmærksom på at du, når du er gravid, udskiller et hormon der gør dig mere smidig, gå derfor kun så langt ud i stillingerne som du kunne før din graviditet.
  • Det vigtigste er, at du lytter til dig selv og gør hvad der føles rart.

Med disse få tommelfingerregler er du og de små nu klar til at nyde børneyoga uden risici.

Husk også at bare tæer er vigtigt når I dyrker yoga, man står langt bedre fast på måtten, hvilket mindsker risikoen for skader og så opnås tillige en langt større følelse af grounding.

Rigtig god fornøjelse med yogaens magi.

 

Namasté

Allan Olesen, CEO Yogizoo